mandag den 14. maj 2012

Orden i kaos

I formiddag har jeg brugt tiden på at rydde op i planteskolen. Det var hårdt tiltrængt, for en eller anden her på matriklen har en tendens til blot at få stillet tingene tilfældigt fra sig i løbet af vinter og tidligt forår............

Nu ser det bedre ud, alt er klar til at lave flere plantebørn og ikke mindst til at få plantet krukker til.

For den uindviede ser det måske ikke så ordentligt ud, men nu er alt på rette plads. Mit fine bord fik jeg af min kære mand i fødselsdagsgave for nogle år siden - han har selv lavet det efter inspiration fra nogle vældig fine borde vi så i Sverige på et tidspunkt. Zinkbaljerne bruger jeg til genbrugsjord og vældig praktisk er der installeret en regnvandstønde ved skuret, så der altid er vand lige ved hånden. En lille del af havens krukker står klar til at blive plantet i - nu skal varmen bare komme. Jeg elsker min lille arbejdsplads her i hjørnet af køkkenhaven. Hele køkkenhaven er i højbede og ser pt. sådan her ud:
Lige nu er det hele lidt brunt, men om få måneder skulle der gerne herske en frodighed af rang. Under fiberdugen til højre gror spidskål - mums, en fantastisk spise. Stolperne det hele ses i gennem er en pergola der forbinder køkkenhave og en del af staudehaven. Her vokser roser, blåregn og en enkelt klematis.

På blomsterfronten er der en masse gode oplevelser lige nu. En del af storkenæbene blomstrer og dem kan jeg aldrig få nok af at nyde. Lige nu er det bl.a disse jeg går og fryder mig over hver dag:
                                         Geranium Macrorrhizum Bevans
                                         Geranium Melinda
                                         Geranium Sylvaticum Album
                                         Geranium Macrorrhizum Ingwersens Variety
                                         Geranium Sylvaticum (jeg kender ikke navnet)
Og endelig den meget smukke Geranium Phaeum Samobor.

Rigtig dejlig dag til alle - nu vil jeg gå ud og nyde resten af min fridag i haven.

6 kommentarer:

  1. Sikke mange krukker, jeg er spændt på at se, hvad der skal plantes. Køkkenhaven ser vel nok veldresseret ud. Den glæder jeg mig til at se billeder af i løbet af sæsonen.
    VH Nina

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, der er mange krukker - og så er det kun en meget lille del af samlingen...........men jeg elsker krukker og de bliver tilplantet med både sommerblomster, stauder og buske. Jeg har fx. rigtig mange hostaer i krukker. Køkkenhaven er fantastisk nem at dyrke på denne måde - det er så overskueligt og samtidig bliver den et dekorativt indslag i haven.
      Mange hilsner
      Trine

      Slet
  2. Jeg kom bare lige forbi.
    Hvor ser det godt ud i din køkken have.
    Rart at have mange krukker.
    Dejlige blomsterbilleder.
    Tak for kigget.
    Ha´ en god dag.

    SvarSlet
  3. Sikke en masse skønne geraniumbilleder! Spændende blog du har, og så deler vi fælles interesse mht krukker :) Jeg vil gerne følge din blog.
    Hilsen Alice

    SvarSlet
  4. Hej Trine, kan man få dig til at løfte sløret for, hvordan dine højbede er konstrueret - altså hvad brædderne sidder fast på? Er der bare en stolpe i hvert hjørne, eller er der mere?

    MVH

    Peter

    SvarSlet
  5. Hej Peter. Det kan du tro jeg vil. Højbedene er konstrueret som kasser med en ramme af lægter, og der er faktisk ikke stolper i hjørnerne. Det kan være lidt svært at forklare, men i princippet består hver side af 4 lægter i en firkant og så en skråstiver. Indersiden er foret med kraftig plastfolie, så lægterne og beklædningen kommer mindst mulig i jordkontakt og så vandet bliver inde. Bedene står på en flise i hvert hjørne, men er ellers ikke forankret i jorden. De er ikke lukkede i bunden. Håber det giver lidt mening. Mange hilsner Trine

    SvarSlet