mandag den 25. juni 2012

Rosentid og travlhed

I disse dage er min have en anelse forsømt. Vi havde nemlig stor fest (jeg er ikke meget for at indrømme det, men undertegnede fyldte 40 for nylig...........) i haven i lørdags, så jeg har pisket rundt for at få det hele klar. Det var en fantastisk fest og vejret var heldigvis med os, så nu skal jeg bare lige komme mig helt over trætheden. I mellemtiden har diverse ukrudt sneget sig til at liste ind i haven, tomaterne trænger til at få nippet sideskud og roserne skal befries for de blomster der var engang.

Nu er det for alvor rosentid. Og jeg elsker det. Intet er så skønt som synet og duften at rosenbuske oversået med blomster og knopper. Desværre tager regnen og blæsten lidt af glansen, men det kan ikke spolere min glæde ved roserne.
I min have har jeg ind til videre følgende roser:

Redoute - engelsk rose, lys rosa, 6 stk
The Prince - engelsk rose, meget mørk purpur, 1 stk.
Jacques Cartier - historisk rose, mørk rosa, 4 stk.
Rose de Rescht - historisk rose, pink, 6 stk.
Comte de chambord - historisk rose, lys rosa, 4 stk.
The fairy - rosa, 5 stk.
Wild rover - slyngrose, lilla/pink, 1 stk.
New Dawn - slyngrose, sart rosa, 1 stk.

Her vil jeg præsentere nogle af roserne, så tager vi resten en anden dag:

Først den skønne Redoute:

Lige til at spise!

I regnvejr er knopperne også smukke

3 buske er plantet sammen og efterhånden kæmpestore.
Jeg beskærer dem relativt kraftigt hvert år og alligevel vokser de
mig over hovedet.

Ind i mellem kommer der blomster i en mørk rosa.
Det skulle være pga. Redoutes "mødrene ophav" som
er Mary Rose. Jeg synes det giver ekstra charme til
en i forvejen fantastisk rosenbusk.

Så er der The Prince:

The Prince er en fantastisk rose, med den skønneste duft og meget smukt løv. Desværre er det også en lidt sart herre, så den har været frosset ned de sidste to vintre, men kommer heldigvis fint igen. Skulle jeg vælge i dag ville jeg nok tage en lidt mere robust rose.

Den sidste jeg vil præsentere i dag er min absolutte yndling og den jeg ville vælge hvis jeg kun måtte vælge én rose:

Rose de rescht:
Rose de Rescht er en sund, robust, skyggetolerant og meget velduftende rose som bare blomstrer og blomstrer hele sommeren i den mest fantastiske pink farve. Den skulle efter sigende blive omkring 50-90 cm. høj, men min er altså omkring 180 cm., så lad være med at købe den hvis du vil have en lille rose. :o)

Ha' en god dag derude i regnen.

Nu

mandag den 18. juni 2012

Rigdom er........

At kunne plukke smukke buketter i haven - lige så mange som jeg har lyst til.


At kunne dufte til roserne

At kunne vælte sig i det her


At kunne overvældes af frodigheden i haven - det er et mirakel hvert år


Jeg er et rigt menneske - hvor er det en gave at være havemenneske!

Nyd det derude.

søndag den 17. juni 2012

Man kan kun drømme

.............om at vejrguderne ville blive i lidt bedre humør og sende nogle solstrejf og lune dage til os stakler der går og higer. Det er jo lige før vinterdepressionen blusser op igen med de grå og triste dage vi har lige nu. Vi trænger til sol, varme og bare arme, så vi kan blomstre på smukkeste vis - se bare de skønne sommerblomster, de har det også bedst i sol og varme.

Jeg drømmer om det her:
Blå himmel set fra et tæppe i birkens flimrende skygge. Lige nu skal man have uldtrøje på og det er ikke blå himmel men regn man får i øjnene.

Men vi må tage til takke med det vejr der nu engang er, og der er heldigvis masser at glæde sig over i haven, på trods af det ringe vejr. Og jeg vælger at se på det som den jubeloptimist jeg er - alt er grønt og frodigt og jeg skal kun meget sporadisk ud med vandkanden............

Dronningebusken er så smuk lige nu:

Det er en af de få buske der stod i haven da vi flyttede ind. Der var faktisk 2, men den ene er væk nu. Og udover det var der mest græs og tidsler. Det er der så stadig, men også en hel masse andet.

Sommerblomstbedene er godt i gang med at vokse sig frodige.
Vi har 4 bede som bruges alene til sommerblomster. Så var der selvfølgelig lige det år hvor der voksede kartofler i det ene, men altså, i princippet er de kun til sommerblomster........ I det her vokser bl.a studenternelliker, græsk levkøj, brudeslør, valmuer og en masse andet. I sær den græske levkøj er fantastisk. Ser fuldstændig død ud om dagen og folder sig ud og dufter som en drøm om aftenen, den vil jeg slet ikke undvære.

Nu vil jeg gå ud og glæde mig over at det ikke regner lige nu så jeg kan nyde haven uden at blive våd................så længe det varer.

fredag den 15. juni 2012

Noget om geranium og passion..........

........det første er en planteslægt, det sidste er noget den kan skabe hos en uskyldig og uforberedt haveejer!

Jeg starter lige med et par advarsler:
1. Dette indlæg kommer til at indeholde uanede mængder billeder og en masse ord.
2. Luk aldrig en geranium ind i din have...............den inviterer hele sin familie med..........

Og så til en bekendelse: Jeg ELSKER geranium. Og jeg tror lidenskaben vil vare lige til jeg ikke kan kravle ud i min have længere. Det er en dyr og besværlig passion, for når jeg ser en ny og spændende geranium som jeg ikke har MÅ jeg have den uanset hvad. Det giver huller i havebudgettet og behov for nye bede i tide og utide. Men hvad pokker, nogle kvinder køber sko og nogle køber geranium!

Jeg aner ikke hvornår min kærlighed til denne planteslægt startede. Faktisk har jeg en erindring om at jeg, første gang nogen ville forære mig en geranium, afviste tilbuddet med besked om at dem brød jeg mig vist ikke så meget om. Jeg fik planten med alligevel og derfor advarsel nr. 2. Den ene lille pratense har nemlig siden inviteret en hel masse andre indenfor og den fortsætter ufortrødent skønt jeg har fortalt den at jeg ikke har 10 tønder land at gøre godt med!

Jeg har faktisk aldig talt hvor mange forskellige jeg har, men det er mange.................her vil jeg præsentere nogle af dem der er i blomst lige nu. Jeg kender ikke navnet på dem alle, men det er også udseendet der tæller her:

Det var den her der startede det hele. Det er en G. Pratense, men jeg ved ikke hvilken. Den er meget blå og blomstrer gerne to gange hvis den klippes ned efter afblomstring. Den lille bi kom lige forbi og lavede akrobatiske øvelser.

G. cantabrigense Album - fantastisk bunddækker i den lave ende.

G. cantabrigense Biokovo

G. Cinereum Giuseppina, en lille lav art med en helt fantastisk farve

G. endressii Beholders eye

Kaukasisk storkenæb - meget lille og fin sytenbedsplante med store blomster

G. Maccrorrhizum Ingwersens Variety. En uovertruffen bunddækker, som dog ind i mellem vil dække lige lovlig meget bund.......

G. Magnificum Rosemoor. Meget, meget smuk, men bliver desværre knap så køn efter blomstring. Derfor har jeg den lidt i baggrunden. Den lille heuchera nedenunder er egentlig flyttet - det har den bare glemt...............

G. Oxonianum Southcombe Double

G. Phaeum Album. Phaeum er en meget livskraftig geranium og jeg elsker den. Man skal bare huske at klippe den ned hvis man ikke vil have sin have fyldt med phaeum babyer.............

G. Phaeum, måske den der hedder Enid, jeg er ikke sikker, men smuk er den.

G. Phaeum Samobor

G. oxonianum Rebecca Moss

G. oxonianum Rose Clair

G. sanguineum

G. sanguineum Apfelblüte

G. sanguineum Elke - helt fantastiske blomster der ligner fløjl

G. sanguineum Striatum - minder lidt om apfelblüte

G. ?, den kan jeg simpelthen ikke huske hvad hedder

Endnu en ukendt

Og endnu en af de ukendte. jeg har fået rigtig mange geranium fra venner og kollegaer, som jeg ikke ved hvad hedder, men det betyder heller ikke så meget.

G. versicolor

G. Wallichianum Rozanne. Jeg har også en der hedder Sylvias surprise, som er rosa, men den er ikke sprunget ud endnu.
Der mangler lige nogle enkelte som er lige på nippet til at blomstre, de kommer senere.

Og hvad er det så der gør disse planter så specielle? Tja, det svarer vel lidt til at spørge hvorfor jeg giftede mig med netop ham jeg er gift med...............det er svært at svare på. Men så alligevel ikke, for de er forskellige, sunde, rigtblomstrende og du kan finde en geranium til alle steder i haven. Spørg bare hvis du vil vide mere, så skal jeg svare på bedste beskub.

Rigtig god weekend.

fredag den 8. juni 2012

Skønhed over det hele

Det er en fantastisk tid! Hver eneste dag bliver jeg simpelthen så glad i låget, når jeg går min obligatoriske haverunde, som altid presses ind i programmet uanset hvor travlt jeg har - og som ofte ender med at være noget længere end planlagt og medføre væsentlig mere jord under neglene end tiltænkt.............. Men jeg bliver også noget nær lykkelig når jeg bare sidder i toget og ser de bølgende marker med pletter af røde valmuer og den typiske sommerhimmel med hvide og grå skyer der pisker af sted. Så simpelt og så velsignende for en urolig sjæl med alt for mange tanker og gøremål...........

Lige nu er en af mine absolutte favoritter, altså sammen med alle de andre favoritter, dem er der mange af, i blomst. Og det bliver den ved med at være hele sommeren hvis bare jeg husker at klippe de visne blomster af (og det gør jeg jo naturligvis.............).

Det er den her:
Den altid smukke stjerneskærm, her i en lys rosa udgave. Jeg har den flere steder i haven, og i flere farver. Det er for mig en uundværlig staude på højde med mine mange storkenæb, hvor de fleste også er i blomst lige nu:
Jeg kender ikke navnet - har fået den af en dejlig kollega

Måske Magnificum Rosemoor, men den er et arvestykke så helt sikker er jeg ikke.

Det her er versicolor


Jeg bliver aldrig træt af storknæb - de er simpelthen så fantastiske. Jeg skal nok præsentere de forskellige hen ad vejen, det her er bare nogle stykker.

Og så er havens dronning i blomst - det er et fantastisk show som vi nyder hvert år.

 Og går man helt tæt på kan man kun blive mageløst forundret over naturens mesterværk.
Der er meget at blive glad i låget af - og selv regnen i dag kunne gøre mig glad, for det regnede hele dagen mens jeg arbejde og i samme sekund jeg trådte ud af døren for at tage hjem brød solen i gennem..............hvor heldig har man lov at være??

Jeg håber solen kommer til at skinne på både dig og din have i weekenden.

onsdag den 6. juni 2012

Noget om plantemarkeder og nye planter i haven

I lørdags var jeg på plantemarked i Måløv. Eller..........planteMARKED er måske en overdrivelse, for vi var kun ca. 10 der stillede op med planter. Vejret var ikke rigtig med os - regn og blæst, men på trods af det var det bare SÅ enormt hyggeligt. Og det er pointen her - har du ikke været på plantemarked før, så tag afsted så snart du får chancen. Her mødes haveinteresserede og det er så uendelig nemt og interessant at tale om have på tværs af alle øvrige skel. At det så er muligt at få en masse gode ting med hjem for en meget billig penge gør det kun endnu bedre.

Jeg styrer mig lidt når jeg er afsted - jeg skal helst af med mere end jeg tager med hjem........
I lørdags kom jeg hjem med dette:

En stormhat, en masse spansk kørvel (hvoraf kun en enkelt er med her), en lille ukendt sag, en gammel æblekasse (som jeg har mange af og elsker utrolig højt.............) og to indbundne årgange af "Haven" som jeg fik forærende. Jeg brugte 45 kr. i alt og havde en super hyggelig dag. Så næste gang der er plantemarked i dit nærområde - stort eller småt - så tag afsted.

I går havde jeg fødselsdag og fik en masse gode gaver - herunder skønne planter fra mine børn:
Echinacea - "After midninght"

Høstanemone - "Pamina"
Begge havde jeg ønsket mig - tror I jeg glæder mig til de blomstrer??????????? :o)

Og haven havde også gode gaver til mig, nemlig dem her:


Så kunne dagen ikke være meget bedre.

Jeg håber I nyder det derude - påtrods af det lidt ringe sommervejr.