tirsdag den 22. maj 2012

Skønne dage

Kom maj du søde milde...........og jeg skal love for at maj har besluttet sig for at vise sig fra sin meget milde side. Skønt, skønt, skønt. (Nu må man jo ikke brokke sig, men for min skyld måtte det godt være bare 5 grader køligere - i sær når det er drivhuset der skal gøres klar.............)

I dag har jeg fået foræret en ekstra havedag. Min ene datter har forstuvet anklen og kan ikke gå, så vi er hjemme. Hun sidder under birketræet i svalende skygge og læser, mens jeg sveder tran mens jeg gør drivhuset klar. Ud skal alle sommerblomsterne og ind skal tomaterne. Agurker, peber og aubergine får lige lov at vente lidt længere, men tomaterne er mere hårdføre så de kommer ud nu.

Der er så meget skønt i haven lige nu. Bl.a mit skovbed - som bare er et bed i halvskygge under en stor mirabel.

Her vokser forskellige geranium, løvefod, bregner, hostaer, violfrøstjerne og som bunddække har jeg den fine skovmærke, som både er køn, velduftende og effektiv. I mirabellen hænger en gynge som børnene har mange hyggestunder i.

De skønne geranium sylvaticum sammen med bregner.I forgrunden kan lige skimtes skovmærke og allerbagerst den søde storkonval.

Den smukke hvide løjtnantshjerte.
I forlængelse af skovbedet er et af rhododendronbedene. Og her er der også masser at gå og nyde lige pt.
En skøn hvid azalea, som dufter skønt.

Denne her ved jeg ikke hvad hedder, den er en fejllevering og i starten var jeg tosset, men nu er jeg egentlig kommet til at holde af den - selv om den er rød og mit rhododendronbed kun skulle være forskellige rosa nuancer.........

Silbervolke. Den starter ret mørk rosa og ender som nærmest hvid.

De sidste rhododendrom springer først ud om et stykke tid - det er så skønt at sæsonen strækker sig over en længere periode. Der er dukket en kaprifolie op mellem rhododendronerne, jeg er meget i tvivl om jeg skal fjerne den eller ej, for jeg holder egentlig af kaprifolie, men ved ikke om den vil kvæle de andre. Er der nogen der har et godt råd?

1 kommentar:

  1. Hvor er det et smukt skovbed du har - med storkonval, geranium sylvaticum og bregner. Det ser godt ud!

    SvarSlet