fredag den 12. april 2013

Mens vi venter - 4. del

Vi venter stadig på det forår der ser ud til aldrig at komme i år..........en styrkeprøve for utålmodige havefolk er det, men vi må holde ud og gå og nusse med det der trods alt kan nusses med. Og i næste uge siger de vejrkloge at der er forår på vej, så hvem ved, måske dette bliver sidste afsnit i min lille føljeton på denne side af forår og sommer???? Håbet er lysegrønt - nøjagtigt som foråret.

Denne del af føljetonen skal handle om en af de virkelige primadonnaer derude i haven. En af dem der vil have lidt særbehandling og slet ikke bryder sig om den slags forårsvejr vi har haft i år. Et svigefuldt bekendtskab ind i mellem, men der er også medlemmer af familien der trofast dukker op til bal år efter år, uanset hvilke barske forhold de bydes.

Denne plante tog det mig også noget tid at komme til at elske. Jeg fandt den både gammeldags og egentlig ret anmasende og vulgær i sin blomstring. Farven syntes jeg var totalt unaturlig for de flestes vedkommende og nej............det var ikke en plante jeg sådan gik og drømte om. Egentlig lidt bemærkelsesværdigt at nogle af dem jeg holder allermest af i dag har været dem jeg absolut brød mig allermindst om..............

Det er hortensia jeg har skriver om. Denne lidt besværlige busk, som fryser tilbage i hårde vintre hvis ikke det er en af de ret hårdføre arter, og det er noget jeg har lært med bitter erfaring. At man ikke skal købe de sarte primadonna hortensiaer, men gå efter de robuste og hårdføre. Og det gør jeg så nu. De sarte får stadig plads i haven, men så er det som sommerkrukkeplanter købt for en billig penge og uden håb om overvintring. Det prøver jeg så alligevel og ind i mellem lykkes det at få dem til at klare mosten i drivhuset.

Min absolutte yndling blandt mine hortensiaer er denne:


Det er Hydrangea paniculata Limelight - på godt dansk træagtigt hortensia, og den er absolut hårdfør og helt og aldeles fantastisk. I udspring er blomsterne nærmest limefarvede (hvem fandt dog på det sigende navn?????), herefter renhvide og endelig falmer de til rosa:


Blomsterne bliver kæmpestore og selv på denne årstid hvor de sidder visne tilbage kan jeg blive helt fascineret af dem.

Limelight blomstrer på årsskuddene, så den kan beskæres som man nu lyster - og det kan godt være nødvendigt for det er store buske.

Jeg har flere af de træagtige hortensiaer på ønsksedlen, for jeg holder nu engang mest af planter der kan klare mosten i en danske vinter uden hue og frakke. .o)

En anden af mine favoritter er klatrehortensia. Endnu en robust plante. Hos mig vokser den på nordsiden af carporten og klarer sig rigtig fint. Jeg har faktisk ikke noget billede af den i blomst, men kun et efterårsbillede. Men her er den nu også ganske forrygende med sine gyldne farver.


Et af de steder jeg bruger hortensia er som skrevet i krukker. Både rundt omkring i haven, men også på terrassen, hvor der langs en vestvendt væg ikke er for meget sol, men dog alligevel en del sol og varme. Min erfaring er at hortensiaerne egentlig gerne vil have en del sol, bare der er vand nok. Og de ER nogle drukkenbolde, både ude i haven og i krukkerne, så der skal slæbes en del liter vand i højsæsonen. Men glæden ved deres skønne blomster og grønne frodighed gør det hele slæbet værd.

Her kommer en række billeder af nogle af de mange hortensiaer der er og har været en del af mit haveliv. Den kvikke læser vil bemærke at ikke en eneste er blå. For nej, jeg har ikke overgivet mig til blå hortensiaer. Jeg synes stadig at den blå farve er kunstig på de store blomster og jeg kan ikke få den til at passe ind i min have. Så jeg holder mig til de rosa og hvide varianter.

Efterår i skovbedet - det er noget af det hortensia kan-
blomstre længe efter det meste andet har takket af
og derefter pynte med de visne blomsterstande.






Nogle af mine hortensia i krukker - i fint selskab med hosta
og pelargonier.




God weekend.

2 kommentarer:

  1. Jeg er stadig ikke helt kommet til det punkt, hvor jeg kan tale om det, Trine. Men jeg kan dog sige at jeg arbejder efter nogenlunde de samme pricipper som du, tvang virker virker jo ligesom ikke.....

    Go' weekend - Anne Mette

    SvarSlet
  2. Hej Trine.Jeg er også ret vild med hortensia,og har en del krukker med dem.Men både Limelight og Annabelle er nogle af mine ynglinge.Mine krukker har stået i drivhuset,så jeg håber meget at de blomstre igen.God weekend til dig Jette

    SvarSlet