Skøn frihed

I dag da jeg kom hjem fra arbejde var det med den tanke at det er fredag...........for jeg skal nemlig ikke på arbejde igen før den 13. maj. Og så kun 5 dage hvorefter jeg igen har fri ind til juni. Her starter jeg nemlig på nyt job og jeg skal jo lige nå at holde en masse gammel ferie og afspadsering inden da.

Tror I lige jeg glæder mig til at have fri næsten en hel måned????? Og så lige maj måned, hvilken haveentusiast kan ikke gå i selvsving ved den tanke!!

Og hvad tror I jeg skal lave? Jeg skal selvfølgelig ud og se på at det hele spirer og gror.

Og når jeg bliver træt af det skal jeg ligge i solsengen med termotøj og tæpper...........og måske skal jeg også lave noget benhårdt arbejde, såsom at luge, lægge bede om, skære græskanter og en masse andet, for den der solseng kan sjældent holde på mig mere end få minutter ad gangen, så får jeg liiiiiiiige øje på noget der skal ordnes.

Jeg glæder, glæder, glæder mig.

Øjebæen er kommet i brug

Det meget lidt kønne plasticdrivhus jeg købte for en 50'er sidste efterår er nu kommet i brug og huser bl.a. indholdet af en af årets vigtigste pakker - nemlig sendingen af sommerblomster fra Odenia som ankom på matriklen i tirsdags.

Kønt er det jo ikke, men det virker og det må være det vigtigste. Når temperaturen om natten kommer under ca. 5 grader har jeg min helt egen Storm P. løsning - så dækker jeg til med bobleplast og tænder op i den lille lanterne med et bloklys. For at holde bobleplasten fri af varmen og skabe lidt luft under stiller jeg vandkanden under - måske ikke særlig professionelt eller genialt, men det fungerer som det skal og der bliver pænt varmt.

De 72 lanter fra Odenia kan her i deres første potte lige nøjagtig være i to kapillærkasser:

 De vokser hurtigt til, allerede nu kan jeg se at de er blevet større og en af de skønne superbenaer blomstrer sågar:

Når pladsen bliver for trang og der skal pottes om er der plads til en kapillærkasse mere, men forhåbentlig går der ikke for lang tid før de små planter kan komme ud i det fri.

I overvintringsrummet i drivhuset stortrives det hele og enkelte pelargonier er begyndt at blomstre.

Zonale pelargonie, Dronning Ingrid

Jeg er lidt i tvivl om det er Fern Leaf eller
Atomic Snowflake jeg her har fanget.

Rigtig mange af pelargonierne har knopper, så om få uger er der sikkert et skønt blomsterflor derinde. De er fantastisk smukke i sig selv, knopperne:

Kæmeverbenaen som jeg overvintrede er allerede meget stor og det er bestemt ikke sidste gang jeg overvintrer sådan en:

Og nu vil jeg igen ile ud i haven, for der er stadig uendelig meget jeg gerne vil nå og i dag er vejret også skønt at være ude i.

Nyd dagen og haven.

Kender du denne?

Først og fremmest tak for jeres søde kommentarer til mit sidste indlæg om min kære lille katte havefølgesvend som er død. Det varmer altid med menneskelig medfølelse og selv om vi alle savner Boris enormt meget er vi også begyndt at se frem mod en ny kat. Perle, Boris søster, savner helt tydeligt det selskab hun alle dage har været vant til, så vi skal meget snart have en ny kat. Det bliver en internat kat og da jeg har fri det meste af maj måned er det et godt tidspunkt at sætte dem sammen. Mere om det når den tid kommer............

På min vej til bussen forleden morgen måtte jeg lige standse op og kigge en ekstra gang, for mit øje havde fanget denne:

'Hvad er det?' var min umiddelbare tanke. Det ligner jo til forveksling en lille martsviol, men den er rosa (og endda mere rosa i virkeligheden end på billedet) og jeg har aldrig set martsvioler i andet end blå som denne:

Og nu er det så du kommer på banen kære læser. .o) Kender du til rosa martsvioler? Eller er det i virkeligheden noget helt andet jeg har fundet?

Jeg kan jo godt i denne lille snævre kreds afsløre at jeg har været nede og grave nogle op (de stod på offentlig vej) som nu står i potter her hos mig.

Nu vil jeg gå i haven og lave alt det der bare hober sig op på denne årstid. Nyd dagen og haven.

Farvel til min trofaste kat og havefølgesvend

Katastrofer indtræffer vilkårligt og når man mindst venter det. For mig skete det i morges kl. 7.00 da jeg var på vej på arbejde.

Min datter ringede opløst i tårer og fortalte at vores ene kat, Boris, var død. Genboen havde fundet ham og banket på for at fortælle at han lå og så ud som om han ikke havde det så godt. Desværre nåede min datter at løbe ud og finde ham alene og mens min mand gik ud for at hente Boris ind ringede hun altså til mig.

Og nu sidder jeg her og skriver mens tårerne løber stille ned. Jeg har grædt rigtig meget i dag og vil sikkert fortsætte i flere dage, for Boris var en helt speciel kat med gener fra både hund og ged i sig..............Og nogle sidder måske og tænker "hvorfor udbasunere sin sorg på en blog - og så en haveblog????". Og hvorfor det? Fordi det hjælper at sætte ord på, at skrive om hvorfor det gør så ondt at Boris ikke er her mere, fordi det måske gør det nemmere at gå ud i haven igen uden ham.

Boris kom til os i november 2008 som en 12 uger gammel killing. Og han indtog sammen med sin søster straks vores hjerter og vores hjem.
Nok siger man at katte er enspændere, men Perle og Boris har hængt sammen som ærtehalm.

De puttede sammen, vaskede hinanden, sloges, spiste og søgte altid hinandens selskab.

Boris blev sjældent kaldt Boris, men ofte Bolermis, Mollermand eller Trofast. Han opførte sig ofte som en lille hund - kom løbende ned i carporten når man kom hjem, tiggede ved bordet, fulgte en overalt og nåede jeg ud på badeværelset uden ham om morgenen forsøgte han at banke døren ind mens hans brægede - deraf hans ry for at have lidt ged i sig. Han elskede uld i alle former og kunne høre lyden af en dåse tun der blev åbnet på meget lang afstand. Selskabelighed fik ham ikke til at gemme sig, tværtimod, jo flere gæster og gang i den, jo bedre - så var der jo flere til at give ham omærksomhed.

Hans yndlingspladser var utallige - men han vendte altid tilbage til sin faste plads i fodenden af sengen, som han gerne delte med sin søster.

Boris elskede når nogen var ude i haven. Han fulgte mig troligt rundt uanset hvad jeg lavede og følte han ikke at han fik opmærksomhed nok skulle han nok sørge for at få det.

 

 

Nu er Boris her ikke mere. I morgen skal han begraves mellem roserne - pakket ind i det røde uldtæppe han elskede allermest......................og med en lille kvist katteurt med sig.

Sov sødt, min elskede kat og havefølgesvend.

Mens vi venter - 4. del

Vi venter stadig på det forår der ser ud til aldrig at komme i år..........en styrkeprøve for utålmodige havefolk er det, men vi må holde ud og gå og nusse med det der trods alt kan nusses med. Og i næste uge siger de vejrkloge at der er forår på vej, så hvem ved, måske dette bliver sidste afsnit i min lille føljeton på denne side af forår og sommer???? Håbet er lysegrønt - nøjagtigt som foråret.

Denne del af føljetonen skal handle om en af de virkelige primadonnaer derude i haven. En af dem der vil have lidt særbehandling og slet ikke bryder sig om den slags forårsvejr vi har haft i år. Et svigefuldt bekendtskab ind i mellem, men der er også medlemmer af familien der trofast dukker op til bal år efter år, uanset hvilke barske forhold de bydes.

Denne plante tog det mig også noget tid at komme til at elske. Jeg fandt den både gammeldags og egentlig ret anmasende og vulgær i sin blomstring. Farven syntes jeg var totalt unaturlig for de flestes vedkommende og nej............det var ikke en plante jeg sådan gik og drømte om. Egentlig lidt bemærkelsesværdigt at nogle af dem jeg holder allermest af i dag har været dem jeg absolut brød mig allermindst om..............

Det er hortensia jeg har skriver om. Denne lidt besværlige busk, som fryser tilbage i hårde vintre hvis ikke det er en af de ret hårdføre arter, og det er noget jeg har lært med bitter erfaring. At man ikke skal købe de sarte primadonna hortensiaer, men gå efter de robuste og hårdføre. Og det gør jeg så nu. De sarte får stadig plads i haven, men så er det som sommerkrukkeplanter købt for en billig penge og uden håb om overvintring. Det prøver jeg så alligevel og ind i mellem lykkes det at få dem til at klare mosten i drivhuset.

Min absolutte yndling blandt mine hortensiaer er denne:

Det er Hydrangea paniculata Limelight - på godt dansk træagtigt hortensia, og den er absolut hårdfør og helt og aldeles fantastisk. I udspring er blomsterne nærmest limefarvede (hvem fandt dog på det sigende navn?????), herefter renhvide og endelig falmer de til rosa:

Blomsterne bliver kæmpestore og selv på denne årstid hvor de sidder visne tilbage kan jeg blive helt fascineret af dem.

Limelight blomstrer på årsskuddene, så den kan beskæres som man nu lyster - og det kan godt være nødvendigt for det er store buske.

Jeg har flere af de træagtige hortensiaer på ønsksedlen, for jeg holder nu engang mest af planter der kan klare mosten i en danske vinter uden hue og frakke. .o)

En anden af mine favoritter er klatrehortensia. Endnu en robust plante. Hos mig vokser den på nordsiden af carporten og klarer sig rigtig fint. Jeg har faktisk ikke noget billede af den i blomst, men kun et efterårsbillede. Men her er den nu også ganske forrygende med sine gyldne farver.

Et af de steder jeg bruger hortensia er som skrevet i krukker. Både rundt omkring i haven, men også på terrassen, hvor der langs en vestvendt væg ikke er for meget sol, men dog alligevel en del sol og varme. Min erfaring er at hortensiaerne egentlig gerne vil have en del sol, bare der er vand nok. Og de ER nogle drukkenbolde, både ude i haven og i krukkerne, så der skal slæbes en del liter vand i højsæsonen. Men glæden ved deres skønne blomster og grønne frodighed gør det hele slæbet værd.

Her kommer en række billeder af nogle af de mange hortensiaer der er og har været en del af mit haveliv. Den kvikke læser vil bemærke at ikke en eneste er blå. For nej, jeg har ikke overgivet mig til blå hortensiaer. Jeg synes stadig at den blå farve er kunstig på de store blomster og jeg kan ikke få den til at passe ind i min have. Så jeg holder mig til de rosa og hvide varianter.

Efterår i skovbedet - det er noget af det hortensia kan-
blomstre længe efter det meste andet har takket af
og derefter pynte med de visne blomsterstande.

Nogle af mine hortensia i krukker - i fint selskab med hosta
og pelargonier.

God weekend.

Og nu til noget helt andet........

Selv om foråret lige blev skudt til hjørne med en ordentlig omgang sne i går aftes og vi altså stadig venter,  så må "Mens vi venter" føljetonen lige vige pladsen for et indlæg om noget helt andet.

Forleden blev jeg ramt af "Det havde jeg fuldstændig svedt ud - lynet". Jeg fik en mail fra Havenyt.dk, hvor der var en der spurgte til sit blomstrende ferskentræ og frosten................og så var det at det slog mig, at et eller andet sted bag al overvintringscirkusset i drivhuset bor der faktisk et nektarintræ!!!! Og mon ikke det også havde besluttet sig for at blomstre påtrods af vejret????

Ganske rigtigt. Efter at have gravet mig gennem sammenstuvet haveudstyr og krukker med diverse overvintrende sager blev jeg mødt af dette syn:

 Min første tanke var "Næh, ihhh, hvor skønt med lidt smukke blomster midt i alt det gråbrune". Min næste tanke var "F......Nu får jeg jo ingen nektariner i år......". For hvordan skal de fine blomster klare frosten og ikke mindst hvem klarer bestøvningen????

Nå, nu er det jo ikke første år træet står her, så jeg fik hentet penslen og gik i gang med selv at bestøve. Og pludselig summede en ivrig lille hjælper rundt - en bi havde fundet vej ind i drivhuset og summede glad rundt i nektarinblomsterne................med lidt hjælp kom den også ud af drivhuset igen. I løbet af lørdagen, hvor jeg tilbragte hele dagen i have og drivhus, hørte jeg ofte små bier summe rundt, så forhåbentlig bliver der alligevel nektariner i år.

Nyd dagen og haven. 

Mens vi venter - 3. del

Tredje afsnit i "Mens vi venter" føljetonen skal handle om en staude som det tog mig meget lang tid at komme til at elske. Jeg syntes engang at den var umanerlig grim og kedelig og den skulle i hvert fald aldrig, aldrig, aldrig indenfor i min have..............

Kender I det? Sådan kan jeg have det med mange planter, men stille, roligt og næsten umærkeligt sniger de sig alligevel ind under huden. Måske ser man dem brugt i en skøn sammenhæng, måske taler andre varmt om dem, eller måske sker der noget helt tredje som ændrer ens syn på planten.........under alle omstændigheder så befinder man sig pludselig en dag med spaden i hånden i gang med at plante hadeplanten i sin egen have.

For mig og denne skønne staude kom vendepunktet da denne skønhed kom ind i mit liv:

Echinacea "Pink Double Delight"

Den stod pludselig der på planteskolen og gjorde sig til med sin smukke, struttende fremtoning og jeg sneg den ned i kurven og med hjem hvor jeg plantede den i et bed jeg var i gang med på det tidspunkt.

Da jeg først så hvad denne smukke purpur solhat kunne præstere var løbet kørt og had var vendt til kærlighed. I løbet af en sæson voksede de tre planter jeg havde købt sig store og smukke og dækkede hurtigt 1m2 af bedet.

En dag fik de selskab af den gode, gamle, stabile 'Magnus':

Og heller ikke her blev jeg skuffet. Magen til blomsterrigdom skal man lede længe efter - de blomstrer og blomstrer, fra juli til frosten sætter ind. Og er skønne i buketter og elsket blandt insekterne - få steder kan man finde så mange forskellige bevingede væsner som her (det skulle lige være i merian.........) og jeg vil gerne invitere alle insekterne indenfor. 

Ind i mellem dukker der små selvsåede eksemplarer af både magnus og double delight op og det er bare en ekstra gave, for enten kan jeg selv bruge dem eller de gør glæde hos andre.

Jeg har ingen planer om at skulle udvide min samling af purpur solhatte til at omfatte alt, men alligevel er der da kommet nogle flere til i haven:

Denne flyttede ind sammen med Magnus,
men er ikke Magnus, jeg ved ikke hvad den
hedder.

White Swan

Endnu en ny, som jeg ikke kender navnet på

'After Midnight'

Trykker man mig lidt på maven indrømmer jeg gerne at der sikkert kommer flere til efterhånden som græsset forsvinder og blomstermængden øges, for purpur solhattene har nogle egenskaber som jeg værdsætter meget højt - de er stabile, står selv i blæsevejr, blomstrer overdådigt, passer sig selv, tiltrækker insekter og ikke mindst må jeg jo erkende at jeg nu synes de er smukke............ :o)

Og så passer de så fint sammen med mange af de andre stauder som jeg elsker, bl.a. storkenæb, stjerneskærm, løvefod, duehoved og en masse andre.

Jeg vil slutte med lidt flere billeder af de skønne blomster og ønske alle en dejlig weekend i haven.

 

Nyd dagen og haven.