mandag den 15. oktober 2012

Fornuften sejrede!

Som jeg skrev i mit sidste indlæg har jeg ikke nemt ved at føre beskærersaksen. Og det er et dilemma på denne årstid, hvor planterne i drivhuset er ved at nå vejs ende, men så alligevel..........Nogenlunde denne 'samtale kan man høre inden i mit hoved når jeg står der i drivhusdøren:

"Planterne lever jo, måske kan der blive mange gode tomater endnu, tænk på at agurkerne har klaret sig så flot, ingen spindemider eller andre dårligdomme. Og se lige hvor mange auberginer der er på vej. De siger jo i vejrudsigten at det bliver lunt sidst på ugen, så måske skulle du lade det være..........", "Jo, men hør nu her, du vil jo også gerne have alle pelargonierne i sikkerhed inden frosten kommer og der er ikke plads hvis ikke du gør noget", "Men måske varer det længe inden frosten kommer.........", "Ja, og måske har du bare ikke tid om 14 dage og så er løbet kørt!"............og sådan fortsætter det lidt, men idag, IDAG sejrede det fornuftige jeg.

Så nu er drivhuset ryddet, eller............måske ikke ligefrem ryddet, alle pelargonierne er der jo.............men i hvertfald er det klar til at blive vasket og få overvintringsrummet sat op, så alle de små pelargoniepuslinger kan stå derinde og lune sig ved den udendørs varmeovn jeg har investeret i.

Og puha, hvor var der altså meget, så de næste dage står den på at sylte grønne tomater.
Se bare her hvad jeg slæbte med ind:


Alle Ildi tomaterne kom slet ikke med ind,
for der var SÅ mange, så de skal sorteres
i morgen.
Hele formiddagen hørte jeg i radioavisen at der var opklaring på vej i den østlige del af landet. Åbenbart har min lille by flyttet sig drastisk mod vest, for hele dagen så himlen ca. sådan her ud, nogen gange lidt lysere, andre gange lidt mørkere.............og meget kan man bilde mig ind, men det hedder altså ikke opklaring.................

Nå, dagen var mild og det regnede ikke så meget, så alt i alt må jeg være tilfreds med dagens gang i haven. Og i morgen er der endnu en dag, hvor der skal vaskes drivhus...........

søndag den 14. oktober 2012

Efterårsferiehaveplaner

Efterårsferietid er havetid.

Det er nu haven lukkes delvist ned for vinteren. Nu der gøres klar til overvintring, eller i det mindste forsøg på overvintring, i drivhuset. Dagen i går bød på positive overraskelser, både i haven og på den vejrmæssige front. I sedet for heldagsregn kiggede solen frem og jeg nåede slet ikke at gøre alt det klar i drivhuset jeg havde planlagt.

Men jeg nåede så meget andet som jeg overhovedet ikke havde planlagt...........egentlig skulle jeg bare lige flytte et par af mine gamle æblekasser som 'nogen' havde smidt fra sig midt i planteskolen. De skulle stå langs nordsiden af huset, men her løb jo haveslangen, som vel egentlig skulle pakkes sammen, og puha der stod da en del ukrudt og skulle der mon ikke lige fejes omkring hoveddøren? Hvor var det jeg kom fra? Nåh, ja, haveslangen skulle jo lige rulles sammen, og skulle jeg så ikke lige flytte de der krukker med hosta? Men hov, hvad er nu det?
Et fænomen jeg aldrig har oplevet før dukkede op, nemlig en lille selvsået hosta mellem fliserne:

Hvor kom du fra lille ven? Lige foran hoveddøren stod denne lille
hosta mellem fliserne.
Den måtte naturligvis listes op og plantes i potte, hvilket bragte mig op i planteskolen, hvor jeg så kom i tanker om at jeg jo lige skulle finde en underskål til hawaiiblomsten som  skal indendøre. Det viste sig at være et håbløst projekt, for den der 'nogen' havde på en eller anden måde fået rodet så meget i skuret gennem sommeren at det var umuligt at komme ind. Tja, så måtte jeg jo nok lige rydde op og ud - god strategi, så kan alle tingene fra drivhuset også komme herned tænkte den kloge - og så gik der tid med det.

Haveslangen, for pokker.............og hvad med de der æblekasser der skulle flyttes........tilbage igen. Hov, hvad med de der krukker der skal tømmes i den nye 'genbrugsjordkasse', dem må jeg også lige kigge på.

Og det er vel en meget god beskrivelse af en typisk havedag her på matriklen, det er sjældent jeg når det jeg har planlagt, men så når jeg så meget andet!

I går nåede jeg trods alt også ud i drivhuset og stod der og kløede mig i håret, for det er nu jeg skal være hård og klippe det hele ned, så jeg kan få plads til mit såkaldte overvintringsrum (mere om det når jeg rent faktisk når til at sætte det op............), men hvordan gør man det når der stadig er masser af  gode sager på vej???

Aubergine. Uhm, det er en fast gæst i
drivhuset og de giver virkelig godt.

Ildi hedder denne tomat og det rimer på Vildi - for sjældent
har jeg oplevet noget vildere - kæmpe klaser med 100'vis af tomater.

Snackpeber - af frø fra en
supermarkedspeber.
Tomater og peberfrugter på vej.


Der er masser af tomater på vej, men måske skal jeg bare
lave syltede grønne tomater?

 
Jeg har altid svært ved at være hård og klippe ned, men jeg må se om jeg kan tage mig sammen...........

I dag byder vejret ikke på positive overraskelser - det vælter ned. Men så kan der ryddes op i drivhuset og hvem ved, måske tager jeg mig sammen og får gang i beskærersaksen...........

Nyd haven og dagen.





tirsdag den 9. oktober 2012

Noget om tid og blogging

Det er længe siden jeg sidst har skrevet her på bloggen. Tiden synes at løbe så hurtigt forbi at jeg dårligt når at registrere den ene dag før den næste starter. Og haven ligger lidt forsømt derude og bare venter på at jeg tager mig kærligt af den og får gjort den ordentlig vinterklar.

Måske der snart bliver bedre tid? Til næste år er alting bedre.............en ofte brugt sætning som gentages år efter år. Måske en helt nødvendig forsvarsmekanisme. For jeg tror jo på det hvert år. Og gjorde jeg ikke ville jeg sikkert løbe skrigende ud over markerne og ikke stoppe før jeg nåede vandet.

Jo, til næste år bliver der helt sikkert bedre tid, og mere energi, og masser af nye haveprojekter at kaste sig over............

I næste uge har jeg ferie. SÅ skal jeg i haven, uanset om det regner, sner, stormer eller solen skinner og giver os det efterårsvejr der kan klare hjernen og give godt humør.

Og så vil jeg også skrive om alle mine små og store projekter derude.

Ind til da får I lige et billede af noget af det der gør det skønt at komme i haven i øjeblikket.

Nyd dagen og haven.

mandag den 24. september 2012

Jomfruelig jord til fri afbenyttelse

Et af mine små bede, hvor der traditionelt vokser sommerblomster har ligget brak i flere år og kun budt på det der nu kom ud af de fuglefrø der bliver indtaget på foderbrættet.......men for nogle uger siden fik jeg endelig taget mig sammen, ignoreret de ømme lemmer og gravet, gravet, gravet og fjernet rødder og revet............og pludselig lå der et stykke jomfruelig jord til helt og aldeles fri og frejdig afbenyttelse af undertegnede.

Se, det er jo noget der kan få selv den mest sløve havenørd i det lyserøde felt - et stykke jord der bare skal leges med. Tænke, tænke, hvad skal der i, hvad skal vi lege med?

Egentlig er bedet kun midlertidigt, lige til opbevaring af nogle stauder som egentlig skal i et andet bed, som så ikke lige er helt klar, for der skal jo lige flyttes noget til et tredje bed..........kender du det? - hvis du siger nej tror jeg du lyver.............:o)

Men midlertidige bede har det med at blive semipermanente på denne matrikel, så jeg kan ligeså godt lave det som om det skal være permapermanent.........og det er så det jeg pt. er i gang med når vejrguderne ikke er alt for slemme derude.

Lige nu ser bedet sådan her ud:

Lige nu er der plantet følgende:
1 verbena hastata - som gerne skulle blive til flere
5 spansk kørvel
3 purpursolhat som jeg har glemt navnet på, men som er nyindkøbte i år
3 purpursolhat 'Alba'
3 Duehoved 'Alba'
5 geranium Jean armour
7 hostaer, som jeg heller ikke ved hvad hedder, men de er lavet af en plante som jeg købte for den nette sum af 10 kr., skilte ad og lavede 25 nye planter af. den har grønne og gule blade og er helt fantastisk i farverne.
2 Heuchera - ligeledes købt for en slik og nurset op til den str. der ses i nederste højre hjørne.
og endelig mine nye høstanemone 'Pamina', som er sat i 2 grupper af 3 stk.

Og så har jeg lagt ikke mindre end 120 tulipanløg...............nemlig alle dem her på billedet. En bedrift af en som mig, som HADER at lægge løg, men dt hjælper lidt når jeg kan grave med spaden og ikke skal ligge og sno mig rundt mellem alle de etablerede stauder.........nu har jeg lovet mig selv ikke at købe flere løg i år, for jeg gider ikke lægge flere nu. Så alle de allium der skriger på mig er jeg døv overfor................:-)

En af de planter jeg har sat i mit nye semipermanent, midlertidige bed er som skrevet geranium Jean armour.
Den er et nærmere bekendtskab værd, for det er en helt fantastisk lille sag. Den blomstrer fra juni til frost og fylder gerne 1/2 m2 i løbet af en sæson. Nogen siger den kun er delvist hårdfør, men hos mig har den da overlevet i nu 5 år uden problemer.
Den ser sådan her ud i blomsten, og billedet er taget i dag:

 
 
Meget, meget fin lille plante til forgrunden af et bed - den bliver ikke høj, kun ca. 15-20 cm.
 
 
En del af mine nye planter og de nye tulipanløg er i øvrigt købt hos Plantebixen.dk, et sted jeg varmt kan anbefale. Hurtig levering, meget rimelige priser og superfine planter. Jeg havde bestilt geranium x oxonianum Claridge Druce, men fik en forkert. Ingen problemer - fik en meget fin undskyldning, pengene tilbage og besked om at beholde de forkerte planter, da der desværre ikke kunne leveres flere Claridge Druce. Meget fin service og bestemt et sted jeg handler igen.
 
Nu vil jeg slutte dette lange indlæg med ønske om en god uge til alle jer skønne mennesker i blogland. Her kommer lige en buket fra mig til jer:
 
 
 


lørdag den 22. september 2012

En skålfuld luksus og kavalerer på parade

På denne tid af året henter vi hver dag en stor skål af disse i haven


Det er simpelthen den rene skære luksus og nydelse af den art kan ikke købes for penge.
Når så de kombineres med brombær er lykken inden for rækkevidde.

I år har der heldigvis været rigtig mange, så en del er kommet på lager i husets kummefryser. Uhm...........

En anden luksus som jeg ikke vil undvære i haven er de stolte kavalerer. Det er en sommerblomst som jeg bare må have hvert år. Både på grund af det smukke løv , men især de skønne blomster som hver i sær er et lille kunstværk.

I år har jeg ikke sået en eneste, alligevel har jeg uendelig mange. Og når man lader dem selvså kommer de i de mest fantastiske farvekombinationer.

Her kommer et lille udsnit af de mange kavalerer i min have:






Og nej, billederne er ikke taget i dag, som man kan se, for der er sol på dem..........
Jeg kunne ikke stå for den lille fyr på nederste billede - så kan man bare sidde og vente på at maden kommer flyvende! .o)

Nyd haven - selv om vejrguderne ikke helt er med os i dag.