2. del af min lille føljeton skal handle om endnu en af de hårdføre, trofaste og utroligt skønne stauder som nogle betragter som ukrudt, men som for mig er helt uundværlige og en af de skønneste forårsstauder der kigger frem. Lige nu står de med de skønneste små spirer og venter på varmen så de kan eksplodere i vækst og på kort tid sætte ind med deres kønne, lette og elegante blomster.
Jeg taler om akelejer, som jeg slet ikke vil undvære og som på magisk vis selv vælger hvor de helst vil bo - og her hos mig får de i stor stil lov til at bosætte sig der hvor de gerne vil, hvis de ikke er alt for meget i vejen for noget andet, eller vælger at bo midt i en gangsti.
Da vi flyttede ind i vores nuværende hus og have var disse to blå akelejer nogle af de eneste blomster der fandtes i haven:
Det kan være lidt svært at se, men den ene er kold i farven mens den anden er varm. Disse to har været her siden og formerer sig lystigt, med forskelligt resultat til følge. Nogen gange bliver de over 1 meter høje og meget fyldte, endre gange kun 50 cm. høje og mindre fyldte, men det er netop charmen ved disse skønheder - de falder meget forskelligt ud og ind i mellem kommer der overraskende resultater ud af deres formering.
Den første akeleje jeg selv indførte i haven var denne:
En lille skønhed der i modsætning til mange af sine artsfæller faktisk kigger opad. den bliver ikke mere end ca. 30 cm. høj, og jeg reddede den oprindelig fra en sikker død i et hjørne af planteskolen, hvor den stod og sygnede hen. Dens afkom er magen til moderplanten og sidste efterår såede jeg en masse som har overvintret i drivhuset, så denne kan man også få et eksemplar af i Lyngby hvis det har interesse. I parantes bemærket vil jeg sige at den formerer sig knap så heftigt som andre akelejer - bare hvis du hører til dem der betragter denne skønne plante som ukrudtsagtig. .o)
Siden er der kommet flere skønne akelejer til. Nogle har jeg købt, men de fleste er hentet som frø i omegnen, eller ligefrem som småplanter hvis de har stået på offentlig sti............
Et godt eksempel på akelejernes livskraft bor i øvrigt mellem mine frugttræer:
Billedet er ikke super godt, men der er altså tale om EN plante og under granitten er der ukrudtsdug, så rødderne kan ikke komme i jorden..............alligevel er planten kæmpestor og den har nu boet der i 5 år. Jeg klipper den ned efter blomstring og det hindrer for det første en millard frølinger omkring planten og desuden skyder den så igen med og med lidt held kommer der en ekstra blomstring.
Jeg har mange akelejer på ønskesedlen og nogle af dem jeg må og skal have inden længe er disse:
Det er Nora Barlow akelejerne og de er da simpelthen noget af det yndigste, så dem må jeg eje.
Akelejer synes jeg kan passes ind overalt i haven og sammen med forårets løgblomster er det dem der er med til at gøre mig forårskåd og glad i låget, så dem vil jeg slet ikke undvære.
Nyd dagen og måske en stille stund i et solfyldt hjørne af haven - det er der jeg skal ud nu. :o)