tirsdag den 31. juli 2012

Kæmpeverbena

Inspireret af Ninas indlæg på hendes blog Himmel og have i går omkring placering og selskab til kæmpeverbena fik jeg lyst til at lave et indlæg om denne skønne plante, som jeg får flere og flere af år for år.

Jeg har kæmpeverbena på terrassen i krukker. Der skal store krukker til og en masse vand, men så stortrives de til gengæld. En lille bivirkning man skal tage i betragtning er det yndige "væg til væg" tæppe mellem fliserne af små verbenaer der dukker op året efter, men det er til at leve med.



Jeg bruger dem også i blandt de andre sommerblomster i bedene - her dukker der også gerne et væg til væg tæppe op året efter, men det er bare at fjerne dem der ikke skal bruges.

Kæmpeverbenaen står i midten af bedet og svæver
smukt over de øvrige blomster
Og jeg putter den også ind blandt stauderne hist og pist:
Det kan være svært at se, men her svæver verbenaen
over den hvide brudeslør. De meget pink floks der står ved
siden af har jeg efterhånden forsøgt at fjerne gennem en
del år, for de passer ikke ind synes jeg. Nu har jeg givet op - hver gang jeg graver dem
op kommer de endnu stærkere igen, så her VIL de åbenbart bo! :o)

Tæt på er verbenaens blomster ren poesi:
Har man først haft kæmpeverbena i haven behøver man aldrig mere tænke på at få den igen - det sker helt af sig selv. Jeg gør ofte det at jeg graver nogle af de små nyspirede op og sætter dem i potter i drivhuset - så får de fart på og bliver hurtigt klar til udplantning i krukker. Et rigtig godt tip er at knibe verbenaen godt mens den vokser, så busker den sig rigtig fint og bliver en tæt plante.

Har du ikke kæmpeverbena endnu kan jeg kun anbefale den - smuk og blomsterrig, høj og strunk - jeg tror der skal en orkan til at vælte en kæmpeverbena - og efter min mening helt uundværlig.

Nyd dagen derude - forhåbentlig i haven.

5 kommentarer:

  1. Smukke planter i smukke omgivelser!
    Jeg synes nu godt om den pink floks - det er blikfang!

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Tina
      Ja, jeg har også vænnet mig til floksene - når de nu så gerne vil være der. :o) Hvis de havde været røde eller orange havde jeg nok været mere insisterende. Fordelen er at jeg nu har rigtig mange af dem - for de er jo også kommet der hvor jeg har flyttet dem hen.
      Mange hilsner

      Trine

      Slet
  2. Hej Trine
    Tusind tak for både billeder og beskrivelse. Har du virkelig kun én plante i den krukke? Den er meget imponerende.
    VH Nina

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, der er kun en plante i hver krukke - de bliver virkelig store - første gang jeg læste at der kun skulle en kæmpeverbena i så stor en krukke var jeg en anelse skeptisk, men den er altså god nok. :o)
      Mange hilsner

      Trine

      Slet
  3. Hej Trine.
    Dejlig blog du har :-)
    Jeg er osse ret glad for kæmpe verbena, og håber at de osse vil overvintre hos mig.
    Kh Lone - din nye følger.

    SvarSlet