torsdag den 12. april 2012

Forventningens glæde er altid stor

Det er altid en fantastisk tid når jeg går og venter på at mine små plantebørn er blevet store nok til at flytte hjemmefra og ud i den barske verden i min have.

I øjeblikket er alle vindueskarme proppet til bristepunktet med overvintrende pelargonier, en reol er fyldt med tomatplanter, auberginer, peber, chili og en række sommerblomster som lige skal have det sidste stuevarme inden de skal flyttes i drivhuset.

I drivhuset er de fleste små sommerblomster i deres rette element, så de står sådan her:

Helt til venstre er det bl.a. stedmoder, klokkeranke, tagetes og frøkenhat. I midten er der lathyrus i roottrainers og alle de store potter er fyldt med dahliaer som senere skal plantes ud i et bed. Som det fremgår bruger jeg mine kapillærkasser til opbevaringen. Det gør det nemt lige at dække til hvis natten er kold. Jeg dækker med fiberdug og et lag kraftig bobleplast og det fungerer helt perfekt.

Ved siden af bor endnu flere dahliaer i etager:
Her kan jeg også hurtigt pakke ind i kolde nætter og hvis det ligefrem bliver frost tænder jeg op i de to stager der står nederst og dækker toppen af arrangementet med fiberdug - det fungerer også helt perfekt. Jeg har en tilsvarende reol med en masse ranunkler som nu er begyndt at vise grøn top og jeg glæder mig helt vildt til dahliaerne også begynder at titte frem. Jeg havde dahliaer for første gang sidste år og blev helt forelsket................så i år skal der være endnu flere.

Udover at gå og pusle om mine plantebørn nyder jeg bare at være i haven, hvor en masse forårsblomster er sprunget ud, sammen med mirabellen. Blodblommen er på vej - den er så smuk med de lyserøde blomster og det mørke løv:

Nu vil jeg skynde mig ud hvor det sker - det er nemlig ikke kun de små spirer i drivhuset der gror - ukrudtet skal holdes godt nede, for det gror også meget hurtigt!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar